Hvis du nogen gange ser fotografier med stor detaljerigdom i både skygger og højlys, har du måske undret dig over hvordan det kan lade sig gøre at få det hele med, i en eksponering. Især hvis der er tale om situationer med høj kontrast, som f.eks. landskaber i solskin. Det kan have været to forskellige eksponeringer, blandet i Photoshop, eller det kan være resultatet af en omstændelig redigering med masser af lag og kurve redigeringer. Men det kan også have været et HDR foto.

Problemet

De fleste naturligt belyste situationer har højere kontrast eller dynamisk område end et kamera kan registrere.
Et typisk udendørs landskab i solskin har et kontrastforhold på 100.000:1. Vores øjne kan opfatte en del af dette område, ca. 10.000:1. Et digitalt kamera kan typisk kun registrere kontrastforhold på 400:1. Og en almindelig skærm eller printer kan vise endnu mindre, ca. 100:1 - 250:1.
Når vi kigger på en scene med store forskelle i belysning, vil vores øjne tilpasse sig belysningen, så vi kan sidde indenfor og se ting klart, og så flytte øjnene for at kigge ud ad vinduet, og med det samme blænder øjet ned, så vi kan se hvad der er udenfor. I vores hjerne danner vi en mosaik af hele situationen korrekt eksponeret for vores øjne, uden at vi tænker over det.
Et kamera eksponerer hele billedet ens, og hvis vi tager et foto der eksponerer det indvendige af et værelse korrerkt, vil den udendørs scene, set gennem vinduet, være overeksponeret.
Derfor bliver folk tit skuffede over deres fotografier af solnedgange og andre højkontrast situationer. De detaljer de selv kunne se i træerne i forgrunden er blevet til sorte klatter, og himlen er overeksponeret så farverne er væk.

hvad er HDR?

HDR billeder er billeder med et meget stort dynamisk område. Teknisk set er de lagret som 32 bit decimal per kanal. Praktisk betyder det, at HDR billeder ikke har nogen grænser for hvor lyst eller mørkt et billede kan være, hvorimod 8 eller 16 bit billeder har øvre og nedre grænser for lyshed. Da lysværdierne er repræsenteret som decimale værdier, er der heller ingen risiko for "trappetrin", hvor lysværdier skal tilpasse sig det nærmeste trin i en skala fra mørkt til lyst.
For at registrere et meget stort dynamisk område med et kamera der arbejder indenfor et begrænset dynamisk område, bliver man med nutidens teknologi nødt til at eksponere flere gange, med varierende lukkertider, og derefter kombinere eksponeringerne. Det sidste foregår heldigvis næsten automatisk, men der er en del ekstra arbejde i at lave flere eksponeringer, og kameraet skal holdes helt stille (på stativ) så billederne passer fuldstændigt sammen.
Hvad kan HDR bruges til?

De motiver der typisk vil drage fordel af HDR, er dem hvor lysværdierne ikke passer ind i normale 8 eller 16 bit formater. Hvis alle lysværdierne passer ind i et 16 bit format (motivet har lav kontrast), er der ikke nogen fordel i at bruge den ekstra tid det tager at arbejde med HDR. Men jo mere man arbejder med HDR, jo mere opdager man at der er motiver med stor kontrast allevegne. Man har bare vænnet sig til at vælge om man vil overeksponere himlen, eller undereksponere jorden. Eller vælge om man vil overeksponere de forreste træer, eller undereksponere skyggen mellem træerne. Faktisk er vi så vandt til at se på billeder der har begrænset dynamisk område, at det tager lidt tilvænning at se billeder der ikke har nogen helt hvide eller sorte områder.